Børnehaven Svalehuset søger pr. 1.8.2026 en ny daglig leder. Børnehaven Svalehuset er en kommunal børnehave i Varde Kommune for børn i alderen 3–6 år, pt. normeret til 42 børn og beliggende i udkanten af Janderup by.
Vi er en del af Varde Kommune og én af fire afdelinger i Dagtilbuddet Vest, som består af:
Børnehaven Skovmusen i Oksbøl, Outrup Børnehave, Børnehaven Mælkevejen i Nørre Nebel samt Børnehaven Svalehuset i Janderup.
Mere om Svalehuset
Vi er en fagligt velfunderet og meget engageret personalegruppe med en god blanding af både erfarne og nytilkomne medarbejdere. Vi vægter et arbejdsmiljø præget af gennemsigtighed og kendetegnet ved åbenhed, ansvarlighed og fleksibilitet – med et fælles ansvar for den gode stemning.
Vi er optaget af, at alle børn får en tryg start i vores børnehave. Svalehuset er en del af et fælles pædagogisk udviklingsforløb i Dagtilbuddet Vest, hvor vi kontinuerligt uddanner vores pædagogiske medarbejdere bl.a. i Marte Meo grundkursus. Derudover deltager vi også i det uddannelsesforløb som Varde kommune tilbyder, pt. uddannes alle pædagoger i ICDP.
Vi ser os selv som det vigtigste pædagogiske redskab i arbejdet med at støtte børns udvikling af selvværd og tryg tilknytning. Vi har fokus på udviklingsstøttende kontakt, og lægger vægt på at følge børns initiativer i kontakten. For os er faglig videndeling og kollegial understøttelse af pædagogisk praksis en dyd, fordi vi gerne vil gøre hinanden gode i at tilbyde den bedst mulige kvalitet for kerneopgaven.
Svalehuset har en stærk og engageret forældregruppe med både forældreråd og støtteforening, som bidrager til et godt samarbejde og stor opbakning til børnehaven. Forældresamarbejdet har en særlig betydning for os, og vores mål er at skabe størst mulig åbenhed og tillid i samarbejdet.
Fysisk er Svalehuset bygget sammen med Aktivitetshuset, hvilket giver direkte adgang til hallen og fantastiske rammer for både motoriske og sociale aktiviteter.
Du kan læse mere om Børnehaven Svalehuset på vores hjemmeside: Forside - (Vest) Børnehaven-svalehuset.dk
Ledelse og ledelsesteamet i Dagtilbuddet Vest
Som daglig leder er du ansvarlig for den daglige pædagogiske ledelse i Svalehuset. De konkrete forventninger til stillingen er beskrevet i stillingsbeskrivelsen for daglig leder i Dagtilbuddet Vest, og du refererer direkte til dagtilbudslederen.
Der er afsat 20 timer ugentligt til administrative opgaver og 17 timer til deltagelse i den pædagogiske praksis.
Du bliver som daglig leder en del af ledelsesteamet, der består af dagtilbudslederen samt en daglig leder fra hver af de øvrige afdelinger. Vi er et ledelsesteam, der prioriterer faglig sparring, inspiration og gensidig støtte i arbejdet med de mange forskelligartede opgaver og udfordringer i hverdagen.
Vi planlægger i fællesskab den overordnede pædagogiske udvikling i dagtilbuddet inden for de givne rammer. Vi er særligt optaget af at udvikle både vores egne og medarbejdernes kompetencer i mødet med barnet gennem udviklingsstøttende kontakt. Sammen tager vi ansvar for det samlede Dagtilbuddet Vest.
Hvad kan du forvente af os?
Du kan forvente en grundig introduktion til stillingen som daglig leder i Svalehuset. Der afsættes ekstra tid til oplæring i de administrative systemer samt til at lære huset, medarbejderne og den samlede opgave at kende.
Vi er åbne over for nye tanker og idéer og arbejder løbende med at være nytænkende og kreative i vores bestræbelser på, at skabe den højest mulige kvalitet for kerneopgaven – børnenes udvikling, læring og trivsel.
Som daglig leder modtager du jævnligt supervision ved ekstern supervisor.
Vores forventninger til dig som daglig leder
Vi søger en daglig leder, der brænder for udvikling, kan lede forandringer og skabe fælles retning og følgeskab. Du arbejder involverende og formår samtidig, at tage lederskabet på dig og sætte tydelige rammer og retning.
Du kommunikerer klart, ærligt og gennemsigtigt og står ved dine beslutninger. For dig hænger ord og handling sammen. Ordentlighed er en grundlæggende værdi, og du ser dig selv som rollemodel i hverdagen. Når fejl opstår, tager du ansvar, lærer af dem og bruger dem konstruktivt i det videre arbejde.
Du tager ansvar for udvikling og opkvalificering, når du ser behov, og du understøtter medarbejdernes faglige og personlige udvikling gennem sparring, dialog og tydelig ledelse. Du er handlekraftig og har fokus på medarbejdernes trivsel, som en forudsætning for kvaliteten i kerneopgaven.
Du har kendskab til udviklingsstøttende kontakt og den anerkendende tilgang og omsætter dette menneskesyn til konkret praksis i dit lederskab. Du er relationelt stærk og arbejder målrettet med tillid og samarbejde.
Du har et godt overblik, er systematisk og kan udarbejde arbejdsplaner i overensstemmelse med gældende årsnormer. Samtidig har du gode skriftlige kompetencer.
Vi vægter, at du er nytænkende, kreativ og i stand til at se sager og situationer fra flere perspektiver. Som daglig leder skaber du udvikling gennem veltilrettelagte processer og kan planlægge, facilitere og evaluere disse i samarbejde med medarbejderne.
Vi glæder os til at høre fra dig og du er velkommen til at kontakte os
For yderligere information kan du kontakte dagtilbudsleder Marianne Morsing Hansen på marh@varde.dk eller tlf. nr. 50 70 28 62
Ansøgningsfristen er tirsdag den 2. juni 2026 kl. 12.00.
Ansættelsessamtaler afholdes tirsdag den 9. juni 2026.
Overvejer du at flytte med jobbet?
I Varde Kommune skaber vores mange levende lokalsamfund gode rammer for dig og din families hverdag. Her er fællesskab, foreningsliv og masser af plads til udfoldelser og oplevelser. Uanset hvor du slår dig ned, får du vores smukke natur i baghaven og daginstitutioner, skoler og indkøbsmuligheder indenfor rækkevidde.
Gå på opdagelse i alt det, Varde Kommune har at tilbyde dig og din familie på www.livetmodvest.dk