Faglighed, udvikling og trivsel – er det dig?

Hos os får du gode muligheder for faglig udvikling og et arbejdsmiljø, hvor samarbejde og trivsel går hånd i hånd. Vi leder efter dig, der vil være med til at skabe kvalitet i børns hverdag. Lyder det som noget for dig, så læs med her.

Børnehaven Svalehuset, afdeling i Dagtilbuddet Vest, søger pr. 1.10.2026 eller hurtigst muligt, en uddannet pædagog til en fast stilling på 37 timer pr. uge. Vi kan være fleksible ift. ansættelsesgraden. 

Bemærk, at vurdering af ansøgninger vil foregå løbende, så tøv ikke med at sende din ansøgning.

Dagtilbuddet Vest – et fællesskab for 4 dagtilbud mod Vest

Dagtilbuddet Vest består af fire afdelinger; Svalehuset i Janderup, Outrup Børnehave, Skovmusen i Oksbøl og Mælkevejen i Nr. Nebel. Dagtilbuddet Vest har en overordnet dagtilbudsleder og en dagligleder i hver afdeling. Ansættelsen er i Dagtilbuddet Vest med stillested i én af afdelingerne. Som pædagog refererer du i hverdagen direkte til den daglige leder.

Fokuspunkter i Dagtilbuddet Vest

I Dagtilbuddet Vest tager vi i vores pædagogiske praksis afsæt i den nyeste forskningsbaserede viden om børns udvikling og udviklingsstøttende kontakt. Vi møder det enkelte barn med udgangspunkt i en neuroaffektiv forståelse og har et vedvarende fokus på at skabe høj kvalitet for vores kerneopgave – børnenes udvikling, trivsel og dannelse.

Vi tager ansvar for kontakten og relationen til barnet, og derfor deltager alle medarbejdere løbende i Marte Meo-grundkursus, som er et uddannelsesforløb med Christina Abildgaard. Vi ser os selv som det vigtigste pædagogiske redskab i arbejdet med at støtte børns udvikling af socioemotionelle kompetencer. Vi har særligt fokus på udviklingsstøttende kontakt og lægger vægt på at følge børns initiativer i samspillet.

Faglig videndeling og kollegial understøttelse af den pædagogiske praksis vægtes højt, fordi vi ønsker at styrke hinanden i arbejdet med at skabe den bedst mulige kvalitet for vores kerneopgaven.

Vi prioriterer et godt arbejdsmiljø, hvor åbenhed, ansvarlighed, nysgerrighed, fleksibilitet og fælles ansvar for den gode stemning er bærende værdier. Samtidig arbejder vi innovativt og er løbende optaget af at afprøve og udvikle nye tiltag.

Ud over vores egne uddannelsesforløb deltager medarbejderne også i Varde Kommunes kompetenceudvikling, som aktuelt omfatter ICDP samt et tværgående udviklingsforløb med Anders Seneca med det formål, at gøre godt endnu bedre og styrke kvaliteten i vores kerneopgave på tværs af dagtilbudsområdet. 

Mere om Børnehaven Svalehuset:

Svalehuset er en børnehave normeret til 42 børn i alderen 3–6 år. Vi er fysisk placeret i udkanten af Janderup med kort afstand til skønne naturområder, som vi aktivt bruger i hverdagen. Svalehuset er bygget sammen med Aktivitetshuset, hvilket giver os helt særlige muligheder for at arbejde med motorik og bevægelse på kreative og varierede måder.

Vi arbejder med afsæt i det nye børnesyn og møder børnene anerkendende med blik for det enkelte barns trivsel, udvikling og ressourcer. Vores fælles mål er at skabe et trygt og udviklende børnehaveliv, hvor alle børn føler sig set, hørt og inkluderet.

Hverdagen i Svalehuset er kendetegnet ved nærværende, anerkendende og engagerede voksne, der skaber trygge rammer og har blik for det enkelte barns behov og perspektiver. Vi prioriterer at følge børnenes spor og understøtte deres nysgerrighed, samtidig med at vi tilrettelægger meningsfulde aktiviteter gennem hele dagen, som inviterer til leg og deltagelse.

Vi arbejder struktureret og målrettet med fokus på kerneopgaven, hvor vi skaber udviklende øjeblikke og har tid til at blive i kontakten. Naturen og lokalområdet er en naturlig og integreret del af vores hverdag, og vi bruger aktivt de muligheder, der ligger lige omkring os, til at skabe varierede og sanselige læringsmiljøer.

I Svalehuset er vi optaget af, at hverdagen rummer både forudsigelighed og fleksibilitet – med plads til fordybelse, fællesskab og de små øjeblikke, hvor udvikling og trivsel opstår i samspillet mellem børn og voksne.

Vi har et stærkt samarbejde med vores forældre og lokalsamfundet.

Som nyansat pædagog vil du få en grundig oplæring og introduktion til stillingen.

Du kan læse mere om Børnehaven Svalehuset på vores hjemmeside

Vores forventninger til dig:

Vi søger en pædagog, der arbejder og kommunikerer med udgangspunkt i en anerkendende tilgang, og som tager ansvar for at opbygge trygge og betydningsfulde relationer til det enkelte barn. Du har – eller er motiveret for at tilegne dig – viden om udviklingsstøttende kontakt og tilknytning, og det vil være en fordel, hvis du har erfaring med målgruppen 3-6 år.

Du bidrager aktivt til et åbent og tillidsfuldt forældresamarbejde, hvor dialogen er præget af respekt og gennemsigtighed. Samtidig arbejder du selvstændigt og formår at tage et tydeligt og anerkendende lederskab i både mindre og større børnegrupper. Du har blik for børneperspektivet og ser det som et grundlæggende afsæt for rammerne omkring leg samt både planlagte og spontane aktiviteter.

Du er optaget af at arbejde systematisk med didaktik og kan planlægge, igangsætte, gennemføre og evaluere pædagogiske tiltag med fokus på at skabe høj kvalitet for vores kerneopgave. I den forbindelse er du åben for at give og modtage feedback, som en naturlig del af det faglige samarbejde.

Vi lægger også vægt på, at du har lyst til at anvende uderummet som et aktivt og integreret læringsmiljø gennem hele dagen – uanset vejret. Du er nysgerrig, udforskende og har mod på at afprøve nye idéer og tiltag i praksis. Samtidig bidrager du med godt humør, spontanitet og en positiv tilgang, der er med til at skabe en sjov og meningsfuld hverdag for både børn og kollegaer.

Derudover forventer vi, at du har gode it-kompetencer og kan formidle dig skriftligt, samt at du er fleksibel i forhold til arbejdstiden.

Ansættelsen er i Dagtilbuddet Vest med stillested i Børnehaven Svalehuset. 

Ønsker du yderligere oplysninger, kan du kontakte daglig leder Louise Bartholomæussen på mobil nr. 26 29 11 59 eller dagtilbudsleder Marianne Morsing Hansen på mobil nr. 50 70 28 62. 

Vi ser frem til at modtage din ansøgning!

Ansøgningsfristen er senest mandag den 24. august 2026

Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst med BUPL.

Send din ansøgning via nedenstående link. 

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven

Overvejer du at flytte med jobbet?

I Varde Kommune skaber vores mange levende lokalsamfund gode rammer for dig og din families hverdag. Her er fællesskab, foreningsliv og masser af plads til udfoldelser og oplevelser. Uanset hvor du slår dig ned, får du vores smukke natur i baghaven og daginstitutioner, skoler og indkøbsmuligheder indenfor rækkevidde.

Gå på opdagelse i alt det, Varde Kommune har at tilbyde dig og din familie på www.livetmodvest.dk

 

Frist:
Stillingskategori: Undervisning, Børn & Unge
Arbejdstid: Fuldtid
Ansættelsesvilkår: Fast ansættelse
Lokation: Nybrovej, 34, 6851, Janderup Vestj, Denmark
Kontaktperson: Louise Bartholomæussen
Telefon: 26 29 11 59
Varde kommune
Bytoften 2
6800 Varde
Tlf. 79 94 68 00
Email: vardekommune@varde.dk