Har du lyst til at være en del af et arbejdsfællesskab på en lille skole, hvor kerneopgaven løses ud fra en idé om, at barnets trygge plads i fællesskabet sikrer deltagelsesmuligheder for alle i enhver læringssituation såvel som ro omkring deres sociale tilhørsforhold.
Vi søger en relations stærk lærer med tro på det nye børnesyn til start 1. januar eller evt. før. Vi har en fast stilling og søger derfor en dygtig ny kollega til vores lille landsbyskole. Stillingen er som udgangspunkt på fuld tid.
Vi har brug for en lærer, der kan overtage undervisningen i matematik, historie, kristendomskundskab og N/T i indskolingen og på mellemtrinnet.
Vi er dog fleksible og indstillede på at justere nødvendige småting i skemaet, hvis du er den, vi har brug for.
Du er bevidst om vigtigheden af gode relationer til eleverne og formår at bruge relationerne i dagligdagen. Du trives i samarbejdet med kollegerne, hvor gode idéer bliver til handlinger. Varde Kommune har et børnesyn med hovedsætningen: Børn og Unge gør det så godt, som de kan, og vi forventer, at du har lysten til at arbejde med dette børnesyn. Se evt. mere her.
Vi bruger fælles mødetid med eksterne oplægsholdere på at arbejde målrettet med dette, så det er et fælles tema for alle ansatte og vi dermed kan løfte professionelt i flok.
I Varde Kommune er der indgået lokalaftale om lærernes arbejdstid og på skolen har vi tillige indgået lokal flexaftale.
Janderup Skole er en velfungerende landsbyskole med 119 elever fra 0. – 6. klasse og ca. 15 ansatte. Skolen er beliggende 8 km. vest for Varde i skønne omgivelser. Skolens fysiske rammer bliver løbende opdateret og fremstår pæne og velholdte. Vi fungerer som filialskole under Blåvandshuk Skole.
På Janderup Skole arbejder vi aktivt med elevernes trivsel og faglighed, med særligt fokus på fællesskabet som afgørende for den enkelte. Vi prioriterer det gode og konstruktive forældresamarbejde, hvor vi samarbejder om løsningerne. Personalet forventes at arbejde struktureret med elevernes trivsel og faglige progression. Som lærer vil du indgå i tæt samarbejde med skolens øvrige lærere, pædagoger og ledelse omkring løsningen af opgaverne.
Vi er qua vores beskedne størrelse tæt på hinanden, tæt på børnene og deres forældre og tæt på lokalsamfundet.
Løn og ansættelsesforhold er efter gældende overenskomst. Der ansøges via nedenstående link. Ansøgningen skal indeholde eksamensbevis fra læreruddannelsen, CV, eventuelle udtalelser og kontaktoplysninger på mulige referencekilder.
Ansøgningsfrist: 20/11-2025. Der afholdes samtaler i uge 48.
Yderligere information: Filialskoleleder Morten Bech Sørensen, tlf. 30362361
Overvejer du at flytte med jobbet?
I Varde Kommune skaber vores mange levende lokalsamfund gode rammer for dig og din families hverdag. Her er fællesskab, foreningsliv og masser af plads til udfoldelser og oplevelser. Uanset hvor du slår dig ned, får du vores smukke natur i baghaven og daginstitutioner, skoler og indkøbsmuligheder indenfor rækkevidde.
Gå på opdagelse i alt det, Varde Kommune har at tilbyde dig og din familie på www.flyttilvarde.dk