Vil du bruge både dine sundhedsfaglige og pædagogiske briller som SSA?

Drømmer du om at arbejde med det hele menneske og gøre en forskel for borgere med erhvervet hjerneskade? Trives du i et fagligt stimulerende miljø, hvor sundhedsfaglige opgaver går hånd i hånd med en pædagogisk tilgang? Så har vi en stilling til dig.

Bo- og rehabiliteringscenter Lunden, nærmere bestemt Lundbo, søger en faglig dygtig social- og sundhedsassistent til ansættelse i vores længerevarende botilbud. Vi tilbyder op til 37 timer med start den 1. oktober eller hurtigst muligt.

Du får, i tæt samarbejde med vores sygeplejersker, en vigtig rolle i at sikre vores borgeres sundhed ved sparring med det ikke-sundhedsfaglige personale omkring de sygeplejefaglige indsatser, samtidig med at du indgår i den daglige tværfaglige løsning af kerneopgaver. Der er naturligvis opgaver som medicinhåndtering, dispensering, lægefaglige korrespondancer og stuegang, men hos os lykkes man bedst, når man har lyst til at kombinere sin sundhedsfaglige viden med en tydelig pædagogisk tilgang. Man kan sige, at vores social- og sundhedsassistenter har et par pædagogiske briller i lommen – ligesom vores socialpædagoger har et par sundhedsfaglige briller med sig.

Den nysgerrighed og lyst til at arbejde på tværs er en vigtig del af vores kultur og noget af det, der skaber kvalitet for borgerne.

Vi leder efter en kollega, som skal være med til at sikre, at borgerens almene tilstand er i top, så borgeren kan leve et godt liv med relevant træning. Du skal kunne reagere effektivt, hvis borgerens adfærd og tilstand ændrer sig, både ved de borgere, der har nemmere ved at udtrykke sig, og de, der måske ikke har verbalt sprog.

Der er i alt 24 lejligheder i Lundbo fordelt på to afdelinger, og der sker gennemsnitlig én udskiftning af borgere om året, så du skal kunne se styrken i at arbejde med de samme borgere over længere tid og bruge dig selv i arbejdet på at opbygge relationer til alle vores borgere.

Du bliver en del af et spændende speciale med gode muligheder for tæt faglig sparring, tværfagligt samarbejde med kolleger i afdelingen samt logopæd og fysio- og ergoterapeuter. Vi har interne undervisningssessioner og faste kurser/undervisning i Affolter, Bobath, FOTT, arbejdsteknik og hjernens opbygning.

Vi tilbyder derudover:

  • Medindflydelse på egen vagtplan. Jeg udbyder alle vagter, der skal besættes, når der skal lægges vagtplan, og man kan så byde ind på dagvagter og aftenvagter, som det passer i privatlivet. Vores vagtplanlæggere vil så i størst muligt omfang opfylde dine ønsker.
  • Fleksibel afvikling af de minimum 20 årlige weekendvagter under hensyntagen til driften.
  • Timetal efter aftale, op til 37 timer.
  • God introduktion og kolleger, der glæder sig til at modtage og introducere dig.
  • Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.

Ansøgningsfrist: Ansøgningsfristen er den 23. august 2026. Ansættelsessamtaler forventes afholdt d. 27. august med tiltrædelse den 1. oktober 2026 eller snarest muligt.

Interesseret? Vi glæder os til at høre fra dig!
Har du spørgsmål eller har du lyst til at besøge os, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Heidi Høivang på telefon 7994 8301 eller via mail: hhiv@varde.dk. Du kan læse mere om os på hjemmesiden https://lunden.vardekommune.dk. 

Bemærk: Der er aftalt virksomhedsoverdragelse af nærværende stilling mellem Varde Kommune og Region Syddanmark pr. 1. januar 2027. Det betyder at ansættelsen overgår til Region Syddanmark pr. 1. januar 2027.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven

Overvejer du at flytte med jobbet?

I Varde Kommune skaber vores mange levende lokalsamfund gode rammer for dig og din families hverdag. Her er fællesskab, foreningsliv og masser af plads til udfoldelser og oplevelser. Uanset hvor du slår dig ned, får du vores smukke natur i baghaven og daginstitutioner, skoler og indkøbsmuligheder indenfor rækkevidde.

Gå på opdagelse i alt det, Varde Kommune har at tilbyde dig og din familie på www.livetmodvest.dk

 

Frist:
Stillingskategori: Handicap, Psykiatri, Social & Sundhed
Arbejdstid: Fuldtid
Ansættelsesvilkår: Fast ansættelse
Lokation: Lundvej 135 A, 6800, Varde
Kontaktperson: Heidi Højvang
Telefon: 79 94 83 01
Varde kommune
Bytoften 2
6800 Varde
Tlf. 79 94 68 00
Email: vardekommune@varde.dk