Pædagogmedhjælper søges til fast stilling i Mælkevejen
Børnehaven Mælkevejen, afdeling i Dagtilbuddet Vest søger en pædagogmedhjælper 37 timer pr. uge i en fast stilling pr.1.10.2026. Vi kan være fleksible ift. ansættelsesgraden.
Bemærk, at ansøgninger vurderes løbende, så tøv ikke med at sende din ansøgning.
Dagtilbuddet Vest – et fællesskab for 4 dagtilbud mod Vest
Dagtilbuddet Vest består af fire afdelinger; Svalehuset i Janderup, Outrup Børnehave, Skovmusen i Oksbøl og Mælkevejen i Nr. Nebel. Dagtilbuddet Vest har en overordnet dagtilbudsleder og en dagligleder i hver afdeling. Ansættelsen er i Dagtilbuddet Vest med stillested i Børnehaven Svalehuset.
Hvorfor vælge os?
I Dagtilbuddet Vest tager vi i vores pædagogiske praksis afsæt i den nyeste forskningsbaserede viden om børns udvikling og udviklingsstøttende kontakt. Vi møder det enkelte barn med udgangspunkt i en neuroaffektiv forståelse og har et vedvarende fokus på at skabe høj kvalitet for vores kerneopgave – børnenes udvikling, trivsel og dannelse.
Vi tager ansvar for kontakten og relationen til barnet, og derfor deltager alle medarbejdere løbende i Marte Meo-grundkursus, som er et uddannelsesforløb med Christina Abildgaard. Vi ser os selv som det vigtigste pædagogiske redskab i arbejdet med at støtte børns udvikling af socioemotionelle kompetencer. Vi har særligt fokus på udviklingsstøttende kontakt og lægger vægt på at følge børns initiativer i samspillet.
Faglig videndeling og kollegial understøttelse af den pædagogiske praksis vægtes højt, fordi vi ønsker at styrke hinanden i arbejdet med at skabe den bedst mulige kvalitet for vores kerneopgaven.
Vi prioriterer et godt arbejdsmiljø, hvor åbenhed, ansvarlighed, nysgerrighed, fleksibilitet og fælles ansvar for den gode stemning er bærende værdier. Samtidig arbejder vi innovativt og er løbende optaget af at afprøve og udvikle nye tiltag.
Ud over vores egne uddannelsesforløb deltager medarbejderne også i Varde Kommunes kompetenceudvikling, som aktuelt er et tværgående udviklingsforløb med Anders Seneca med det formål at gøre godt endnu bedre og styrke kvaliteten i vores kerneopgave på tværs af dagtilbudsområdet.
Mere om Børnehaven Mælkevejen
Mælkevejen er et aldersintegreret dagtilbud 0-6 år, beliggende i Nr. Nebel by, tæt ved en lille skov og landlige omgivelser. Vores aktuelle prognose er på 12 vuggestuebørn og 38 børnehavebørn. Børnehaven har 3 basisgrupper; yngste gruppen, mellemgruppen og gruppen for de kommende skolebørn.
Ud over en stor legeplads i både vuggestuen- og børnehaveafdelingen gør vi flittig brug af vores nærmiljø – fx byens anlæg og skolens økobase. I udvalgte uger i løbet af året gør vi brug af Bus Vest, som indgår i særlige tilbud for børn i dagtilbud i Varde Kommune. Med Bus Vest tager vi på ture til skov, strand m.m. I hverdagen har vi let adgang til brug af tog.
Vi vægter en tæt og åben dialog med forældrene, som vi ser som vores vigtigste samarbejdspartnere omkring det enkelte barn. I vores dagligdag tager vi i kontakten med børn, forældre og hinanden udgangspunkt i det anerkendende menneskesyn.
Du vil som nyansat pædagogmedhjælper få en grundig oplæring og introduktion til stillingen.
Du kan læse mere om Mælkevejen på vores hjemmeside.
Hvilken rolle får du hos os?
Du vil være medansvarlig for den pædagogiske praksis i hverdagen, hvor du er aktiv og medansvarlig for rammer og indhold i gruppetiden. Du vil aktivt deltage i åbne- og lukkevagter. Du vil deltage i gruppemøder, hvor du sammen med dine kolleger planlægger tiltag i gruppen, som understøtter børnefællesskabet og det enkelte barns trivsel og udviklingsmuligheder. Du vil deltage i de lokale personalemøder i Mælkevejen og de fælles personalemøder i Dagtilbuddet Vest. På de lokale personalemøder afsættes forberedelsestid til arbejdet med den styrkede pædagogiske læreplan, som fx kan være udarbejdelsen af en SMITTE-model, evaluering af tiltag, arbejdet med dokumentation. Vi har hvert år to pædagogiske aftener med særligt udvalgte pædagogiske emner, og en fælles pædagogisk dag, som du også deltager i. I hverdagen vil du bidrage med kommunikationen med forældrene ved opslag på Aula og ved dialog ifm. aflevering og afhentning i børnehaven. Du vil deltage i forældremøder og arrangementer i børnehaven.
Vi har følgende forventninger til dig som pædagogmedhjælper:
Vi søger en pædagogmedhjælper, der arbejder og kommunikerer med udgangspunkt i en anerkendende tilgang, og som tager ansvar for at skabe trygge og positive relationer til det enkelte barn. Du bidrager aktivt til et åbent og tillidsfuldt forældresamarbejde, hvor dialogen er præget af respekt og imødekommenhed.
Du arbejder selvstændigt, er tålmodig og formår at tage et tydeligt og anerkendende lederskab i både mindre og større børnegrupper. Samtidig har du lyst og evne til at igangsætte aktiviteter for børnene, både inde og ude og skabe inspirerende lærings- og legemiljøer.
Vi forventer, at du ser værdien i at give og modtage feedback, som en naturlig del af samarbejdet om at sikre høj kvalitet i kerneopgaven. Du er nysgerrig, udforskende og har mod på at afprøve nye idéer i praksis. Derudover bidrager du med humor, spontanitet og en positiv energi, der er med til at skabe en sjov og meningsfuld hverdag.
Endelig er du fleksibel og omstillingsparat i forhold til både arbejdstid og opgaver.
Ønsker du yderligere oplysninger, kan du kontakte daglig leder Ann Østergaard på mobil nr. 26 67 68 80 eller dagtilbudsleder Marianne Morsing Hansen på mobil nr. 50 70 28 62.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning!
Ansøgningsfristen er senest mandag den 24. august 2026
Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst.
Overvejer du at flytte med jobbet?
I Varde Kommune skaber vores mange levende lokalsamfund gode rammer for dig og din families hverdag. Her er fællesskab, foreningsliv og masser af plads til udfoldelser og oplevelser. Uanset hvor du slår dig ned, får du vores smukke natur i baghaven og daginstitutioner, skoler og indkøbsmuligheder indenfor rækkevidde.
Gå på opdagelse i alt det, Varde Kommune har at tilbyde dig og din familie på www.livetmodvest.dk
